Nederlag til serie 4 i sidste hjemmekamp i foråret

Printervenlig version

Nederlag til Foulum/Trojka på hjemmebane.

I forårssæsonens sidste hjemmekamp tog Vellev IF i mod Foulum IF/Trojka IF, som man havde spillet 3-3 mod i første opgør, så der var forventet en tæt kamp igen. Kampen var også meget jævnbyrdig, og der blev ikke skabt mange store målchancer i nogen af enderne.

Efter 15 minutter af kampen bliver Mads Nørgaard spillet fri i højre side, og han forsøger sig med en afslutning ude fra, som desværre går lige over målet. 5 minutter senere spillede Vellev sig flot igennem i venstre side, hvor det ender med, at Troels Drasbech finder Jens Kjeldgaard, som sender bolden fladt ind i det fjerne hjørne af målet. Resten af halvlegen bød på meget spil frem og tilbage uden det blev rigtig farligt for nogle af holdene, så der kunne tages en pauseføring med ud til anden halvleg.

Føringen kunne dog ikke holdes lang tid i anden halvleg, da Foulum får udlignet efter 5 minutter efter en fejl fra Vellevs side af. Bolden bliver lagt tilbage til Mads Mortensen i målet, som forsøger at drible uden om en Foulumspiller. Driblingen bliver dog for lang og ender hos en anden Foulumspiller, der er skubbet frem i presset, så han kan nemt drible uden om Mads, og sætte bolden i et tomt mål. Der går dog ikke lang tid, før Vellev får skabt et par muligheder for at komme foran igen, men det lykkedes ikke for hverken Jacob Hadberg eller Christian Straarup at få ordentlig ramt på indlæggene, så det er stadig helt lige i kampen.

I kampens sidste 10 minutter bliver Vellev dog lidt presset, idet man inden for få minutter får 2 gule kort. Det ligner dog, at Vellev får reddet sig igennem undertalssituationen, men i overtiden går det galt, da Foulum kommer igennem i deres venstre side og slår den ind til en fremadstormende spiller, som let kan sparke bolden det sidste stykke i mål. Det når også at blive 3-1 til Foulum, da Jesper Grøn forsøger at spille bolden i eget felt, men uheldigt for ham, så rammer han en Foulumspiller, som kan sparke bolden forbi en chanceløs Mads Mortensen i målet.

Kampens spiller blev Per Kibsgaard.

Sidste kamp i forårssæsonen spilles lørdag den 18. juni kl. 15.30 på Bjerringbro Stadion.

 

Ugens spiller: Mads Mortensen  Sponsor:Tømrerfirmaet Ebbe Kjær Madsen