Klubben

Printervenlig version

Oprindelse

Starten på VIF kan egentlig føres tilbage til 1890, da man oprettede en foredragsforening i Vellev. Denne forening blev flere gange omdannet, og i september 1929 lavede man de første vedtægter for VIF.

I 1925 startede man Vellev Gymnastikforening med gymnastik og fodbold på programmet. Der var en del splittelse i foreningen, og det endte med, at man dannede Vellev Boldklub. Tumulterne fortsatte dog - især ved ballerne. Efter et regulært håndgemæng Grundlovsdag 1929 blev det besluttet at danne et udvalg med henblik på at nedlægge begge foreninger og starte en ny forening, der skulle hedde Vellev Idrætsforening.

Vellev IF stiftes

På den stiftende generalforsamling september 1929 blev den første bestyrelse valgt. I starten tilbød VIF fodbold, dilettant, gymnastik og folkedans. I 1934 blev det også muligt at dyrke håndbold.

Foreningens formålsparagraf fra 1929, som nok var lavet med tankerne ledt hen på tumulterne i årene forinden, lyder som følger:

”Foreningens formål er at samle medlemmerne til oplysende foredrag, idræt og selskabelig sammenkomst”.

Slutparagraf:

”Medlemmer, der viser dårlig opførsel under foreningens sammenkomster, kan af bestyrelsen udvises og ved yderligere gentagelse har bestyrelsen ret til at slette vedkommende som medlem af foreningen.”

Foreningen startede med 223 medlemmer. Bestyrelsesmøde blev afholdt i Vellev i bagerens spisestue. De første år førte man ikke protokol over de ting, der skete i foreningen, men efter en vedtægtsforandring i 1946 begyndte man i 1947 at føre protokol over aktiviteterne. Referaterne har ikke altid være lige fyldestgørende. Som eksempel kan der fra en generalforsamling d. 16. april 1953 citeres følgende: ”Formanden Jens Anker Heelund aflagde en meget høflig, men kortfattet beretning”.

Fodboldspillet udbredes

Fodbolden i VIF blev først for alvor udbredt i midten af 1960’erne. Amdi Sørensen meldte et hold til i Randers Dagblads Cup, hvor det dog blev til et nederlag på hele 21-1 til Hinnerup.

 

Efter denne kamp blev der startet træning under ledelse af Erling Jespersen. Kampe og træning foregik på Ringsøvang Stadion, da man på dette tidspunkt havde inddraget Vellev Stadion til skolebyggeri i 1965-66.

Vellev IF's formål er at samle medlemmerne til oplysende foredrag, idræt og selskabelig sammenkomst. I 1960'erne fik fodboldspillet for alvor tag i foreningen.

Profiler

I de gamle protokoller kan man se, at der har været utrolig mange af Vellevs beboere involveret på den ene eller anden måde for at få Vellev Idrætsforening til at køre. Nogle i kortere og andre i længere perioder, men samlet set har de været et stort aktiv for egnen. Enkelte ildsjæle har ydet en indsats, der her fortjener at blive fremhævet.

I 2003 blev Bent Kjær kåret til årets leder i Hvorslev Kommune. Han har siddet i bestyrelsen i de seneste 11 år – heraf de sidste 5 år som formand. Han har i den tid lagt stor ildhu i stort og småt – lige fra klubhusbyggeri og anlæggelse af en ny fodboldbane til månedlige, velplanlagte bestyrelsesmøder.

Endvidere blev Steen Bach – ligeledes i 2003 – tildelt JBUs sølvnål for sit mere end 15-årige trænervirke i Vellev Ifs fodboldafdeling.