Ny sejr til serie 4

Printervenlig version

Ny sejr over bundholdet

Torsdag aften var Vellev taget til Houlbjerg for at møde rækkens bundhold. Planen var, at Houlbjerg skulle sættes under pres fra start, og det lykkedes meget godt, da Vellev hurtigt fik skabt chancer mod mål. Kort inde i kampen får Vellev frispark uden for feltet i venstre side af banen. Det sparker Christian Straarup fladt ind i det lange hjørne, da målmanden gik til den forkerte side. Efter målet fortsatte Vellev med at være meget i boldbesiddelse og fik spillet sig frem til chancer uden det dog førte til flere mål inden pausen. Houlbjerg lykkedes nogle gange at bryde en til tider sløset boldomgang fra Vellevs side, men de fik heller ikke scoret i første halvleg.

I anden halvleg bølger det lidt mere frem og tilbage end det gjorde i første halvleg, men kampens andet mål kom først næsten halvvejs inde i anden halvleg, da Christian Rishøj sender en god bold i dybden til Simon Huus, som får sendt bolden uden om keeperen til en 2-0 føring. Inden da havde Vellev tilspillet sig nogle store chancer, som der skulle have været scoret på. 10 minutter efter 2-0 målet får Vellev et hjørnespark i højre side, som Jens Kjeldgaard sender bolden ind i panden på Christian Rishøj, som udbygger til en 3-0 føring. Efter målet forsøger Houlbjerg at lægge et højere tryk og komme tilbage i kampen. Det fører også til et par chancer til dem, inden det med 10 minutter tilbage lykkedes Houlbjerg at få reduceret til 3-1, da en spiller trækker ind fra deres højre side og med et flot langskud får sendt bolden over Ole Vestergaard ind i nettet. I det efterfølgende angreb lykkedes det Vellev at få kombineret sig igennem Houlbjergs forsvar og scoret til 4-1. Denne gang er det Simon Huus, der spiller en et-to kombination med Kenneth Drasbech, inden han sætter en mand og sparker bolden i kassen.

Til sidst i kampen fik Vellev et rødt kort i en situation, hvor Houlbjerg sender en bold i dybden, som Ole forsøger at komme først ud til, men Houlbjergspilleren kom dog først og sammenstødet med Ole kan ikke undgås. Bolden ryger dog ind til en fri Houlbjergspiller foran mål, så fordelsreglen gælder, men han brænder dog. Derfor vælger dommeren, uforståeligt for Vellevs spillere og træner, at give frisparket uden for feltet og Ole det røde kort. Det ændrede dog ikke noget på resultatet, og dermed har Vellev spillet sig helt fri fra nedrykning, og har kun en meget lille teoretisk mulighed for oprykning.

Kampens spiller blev Christian Rishøj.

Næste kamp og den sidste hjemmekamp i forårssæsonen er lørdag den 11. juni kl. 13.00 mod Foulum/Trojka.

Ugens spiller:Simon Huus Rasmussen Sponsor:Kvickly Randers