Ny cheftræner senior

Printervenlig version

Da Jan Madsen efter 5 år skal prøve andre udfordringer end Vellev if., er der lavet aftale med Torben Raun som ny cheftræner. Torben er efterhånden en rutineret senior træner, da han har været senior træner igennem de sidste 8 år. Sidste år stod han i spidsen for Brunshåb/Tapdrup, som vi var i kreds med i foråret, og han tidligere været i Fårvang, da vi var i turnering med dem for en del år siden.
Lidt om Torben Raun:

”Det er en spændende udfordring at komme til Vellev, en klub jeg har kendt igennem mange år, men selvfølgelig ikke kender indefra.
Da Steen Bach kontaktede mig var jeg med det samme nysgerrig, da jeg synes Vellev er en god klub med mange spændende spillere og samtidig en klub hvor der er opbakning og interesse fra lokalområdet.
Jeg troede selvfølgelig at jeg skulle træne et serie 4 hold, eftersom Vellev i efteråret 2016 var tæt på oprykning til serie 3 og allerede dengang havde mange spændende unge spillere med potentiale til at vende tilbage til serie 3. Men som det kan gå så er skader en væsentlig faktor i en lille klub og lige pludselig er det en tur i serie 5.
Det er ikke smart at melde ud at vi bare skal tilbage i serie 4, fordi det kommer meget an på om der er en større gruppe af spillerne der er klar til at gå forrest og sikre kvalitet til træning, opbakning til kampene og ikke mindst sulten efter at blive et hold der vil vinde. Vi skal gå efter at vinde alle kampe, men en kamp af gangen og så er det op til os selv om vi skal fejre noget til sommer.
En anden vigtig ting ved Vellev er den samlede opbakning der er, det bliver meget spændende at arbejde sammen med Mads og Thomas, som skal være med til at sikre gode vilkår for spillerne/holdet til træning og kampe. Vi skal have opbygget en vinderkultur med plads til det sociale. Så der skal være knald på inden for de hvide streger og hygge før og efter træning og kamp.
Vi er enige om at det skal være sjovt at komme i Vellev, både til træning og kampe.
Jeg vil ikke kede jer med alt muligt taktisk nu, men vi kommer til at se lidt på tingene og måske ryste posen lidt.
Privat bor jeg i Fårvang sammen med Ulla og hendes datter Sascha. Arbejdsmæssigt underviser jeg i matematik, idræt og madkundskab på Tungelundskolen.”

Glædelig jul til alle
Torben